Â
Hei desember,
og ventetida inn mot julafta
Â
Â
17. desember er Ă„pna âšïž
Og det er 3. sĂžndag i advent
den blanke himmelstjerne, der vi og alle bor
mÄ alle dele hÄpet, sÄ gode ting kan skje
mÄ jord og himmel mÞtes, et lys er tent for det.
for den som viser omsorg, og alltis bygger bro
mÄ fanger fÄ sin frihet, og flyktninger et hjem
for rettferd og for frihet, de trenger hjelp fra oss
mÄ ingen miste motet, fÞr alle folk er ett
Â
Forberedelser mot jul, er i gang đ
Og her kjem ei historie,
frÄ nokon til nokon, den andre eller dei andre
VĂŠr med om du vil, inn i adventstida,
og sjÄ kva som skjer,
frÄ dag til dag!
Â
1
Eg er ikkje her, ropar eg
Kvar er du dÄ, spÞr den andre tilbake
Eg har gĂžymt meg, svarer eg
Men eg ser deg, seier den andre
Ikkje sjÄ pÄ meg dÄ, seier eg
Eg er usynleg
Ă
hja, er du usynleg jaâŠ.
DĂ„ ser eg deg ikkje
2
Ein kan no late som, seier den andre
At ein ikkje ser
Ja, det kan man, men eg ER usynleg
Ser du ikkje at du IKKJE ser meg dÄ?
Den andre hĂžyrer at stemma vibrerar
Er du lei deg for noko, spĂžr den andre
đ âVersâ 3 er 1. sĂžndag i advent đ
Â
4
Kvifor spĂžr du om det, svarer eg
Kvifor trur du eg er lei meg
Fordi eg hÞyrer det pÄ stemma di, svarer den andre
PĂ„ stemma mi?
Kva er gale med den dÄ?
Eg snakkar no heilt vanleg, svarer eg
Nei, stemma di vibrerar pÄ ein mÄte som gjer at eg trur du er lei deg
5
Ikkje ser du meg og ikkje skal du hĂžyre meg, seier eg
HĂžyrer du?!
Ja, eg hĂžyrer, svarar den andre med bĂžygd hovud
Litt sÄra for Ä ikkje kome igjennom
Eg sit inne i eit hjÞrne og synes synd pÄ meg sjÞlv
Tenkjer at ingen, absolutt ingen, bryr seg
SkapdÞra er lukka, men eg hÞyrer stega til og frÄ
Vil du ikkje kome ut no?
6
Den andre spÞr sÄ vent
Kom ut no dÄ, du har vore her lenge nok
Vi er ikkje sinte pÄ deg
Det var ikkje din feil
Eg ser mot dÞra, og hÞyrer den andre gÄr
Â
7
Den andre veit ikkje kor lei meg eg vart
Det var ikkje meininga Ă„ knuse den fine tallerken
Men eg vart sÄ sint i augneblinken
Og dÄ skjedde det, eg kasta tallerken i golvet
Â
8
SĂ„ sprang eg det eg kunne opp trappene og inn i skapet for Ă„ gĂžyme meg
Tenkje seg til Ä knuse en sÄ fin tallerk
Svart med gullkant pÄ
Og det var berre eg som fekk bruke den ved bordet
Â
9
Sinnet og leid-heita byrjar sige av
Kor lenge skal eg sitje her i skapet, tenkjer eg
Skal eg gÄ ned igjen
Nei, dei vil berre sjÄ rart pÄ meg
Den andre og dei andre
Â
âVersâ 10 er 2. sĂžndag i advent
11
Sakte meg sikkert Ă„pnar skapdĂžra seg
Eg har site der lenge nok
HĂžyrer dei er nede, den andre og dei andre
Eg akar pÄ rompa ned loftstrappa og gÄr inn som om ingenting har hendt
SkrÄe blikk men heilt stille
Â
12
SĂ„ er alt som fĂžr
Heilt til det smell neste gong
Og raseriet spring opp loftstrappa og smell med dĂžra
Det klirrar i tallerkar og vibrerar i lyspĂŠrer
Som om det var eit jordskjelv
Â
13
Skapet er som ei tenkjeboks
Sitje litt trangt med lukka dĂžr
Furteboks, tenkjeboks, og litt slik «til pass Ät deg-boks»
Berre nokon vil ta seg bryet med Ă„ leite
Om ein ikkje blir etterlyst, ja dÄ er det liten vits i
Â
14
Og om ikkje tenkjeboksa hjelper
Ja dÄ er det berre Ä vri om nÞkkelen til soveromet
DĂ„ blir det aktivitet opp loftstrappa
Vitsen er Ä setje nÞkkelen i rette vridninga sÄ dei andre ikkje klarar Ä lirke den ut
Utspekulert kanskje, men heilt nĂždvendig
Â
15
DÄ sit eg og frydar meg pÄ innsida
Ja, eigentleg er det vel fordi eg fÄr ei bekrefting pÄ at dei andre bryr seg?
At eg er betydningsfull
Heilt til dei gir opp og eg hĂžyrer skritta ned trappa og dĂžra til kjĂžkenet lukkar seg
DÄ er det eg som mÄ gjere noko
Og overgivelse er nĂžkkelen som Ă„pnar dĂžra
Litt slukĂžrt â men det gĂ„r an Ă„ seie unnskyld frĂ„ bĂ„de den eine og dei andre,
og for meg
Â
16
Oppmerksamheitstrengande
Var eg det
Ja kanskje
Eg ville ha vilja mi i allefall
Ville bestemme
Det var vel ein av grunnane til at ein onkel av meg kalte meg
«lisje-mamma»
Â
đâversâ 17 er 3. sĂžndag i adventđ
Â
**********
Â
StĂ„ deg vel âšïž