Vær hilset I Nordlands bebyggende Mænd, Fra Værten i Huuset, til trælende Svend, Vær hilset, I Kofte-Klæd Bønder; Ja samtlig, saavel ud til Fiære som Field, Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield, Som salter Graa-Torsken i Tønder.
Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn, Matroner og ægtegift Hustruer skiøn, Madamer med ugifte Piger; Dog synderlig dydig` Gemytter i sær, Min hilsen jeg samtlig tilbyder en hver, Og redebon Tienest` tilsiger.
Solen er en brennende kirke som faller sammen i trekronene Luften skjelver av sirkusfanfarer, gjøglerne behersker byen, politimenns øyenbryn skjelver
Kjærester spiser iskrem, barnelatter velter statuer, en bohems hatt fyker bortover gaten Vepsene svermer i søte nyperoser, vinden snur det andre kinnet til
Øystein Wingaard Wolf Lengselens meridian Cappelen
Det er høst og en plomme faller, epler, frukten faller og sjelens ingeniør måler universet med teskje Det snør i ryggen, snør i regnet, det snør i ryggen Stjernene faller