Vær hilset I Nordlands bebyggende Mænd, Fra Værten i Huuset, til trælende Svend, Vær hilset, I Kofte-Klæd Bønder; Ja samtlig, saavel ud til Fiære som Field, Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield, Som salter Graa-Torsken i Tønder.
Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn, Matroner og ægtegift Hustruer skiøn, Madamer med ugifte Piger; Dog synderlig dydig` Gemytter i sær, Min hilsen jeg samtlig tilbyder en hver, Og redebon Tienest` tilsiger.
Solen er en brennende kirke
som faller sammen i trekronene
Luften skjelver av sirkusfanfarer,
gjøglerne behersker byen,
politimenns øyenbryn skjelver
Kjærester spiser iskrem,
barnelatter velter statuer,
en bohems hatt fyker bortover gaten
Vepsene svermer i søte nyperoser,
vinden snur det andre kinnet til
Øystein Wingaard Wolf
Lengselens meridian
Cappelen
Det er høst
og en plomme faller,
epler,
frukten faller
og sjelens ingeniør
måler universet med teskje
Det snør i ryggen,
snør i regnet,
det snør i ryggen
Stjernene faller